Assens, Vor Frue Kirke
Vor Frue Kirke i Assens huser Danmarks ældste drengekor, Syngedrengene, som blev etableret i 1856. Her afholdes jævnligt Evensongs efter engelsk forbillede, hvortil der blev behov for et kororgel. Her søgte man til Irland, og erhvervede sig et historisk Hunther & Webb orgel fra omkring 1850. Efter instrumentet blev flyttet til Assens, er mekanikken blevet restaureret, og der er tilført et nyt pedalklaviatur og orgelbænk efter engelsk forbillede.
Orglet klinger fra sin plads i koret aldeles fornemt i det store og akustisk fine kirkerum og udfylder det overalt med en varm og fyldig klang, der er i stand til at lede salmesangen selv i kirkens vestende. Hermed danner kororglet et ideelt supplement til kirkens klassiske Marcussen-orgel.