Lillebrænde Kirke
J.O. Wroblewskis Fond har i ganske mange tilfælde medvirket til redning af mindre instrumenter, der var blevet hjemløse på grund af tidens krav om stadig større orgler i landsbykirkerne. Et eksempel på en sådan ‘bortadoptering’ er det lille orgel i Lillebrænde Kirke på Falster. Det er bygget 1857 af det hedengangne fynske orgelbyggeri Demant & Søn, og er nu restaureret af Th. Frobenius & Sønner, Kgs. Lyngby. Det hører med sine blot tre stemmer (piberækker) til landets mindste, og det er usædvanligt ved at være bygget uden brug af de ‘principalpiber’, der frembringer det, de fleste forstår ved ‘typisk orgelklang’. De tre stemmer – to fløjtestemmer og en ‘Gamba’ – forlener instrumentet med en udpræget kammermusikalsk karakter, der passer fint til det intime kirkerum. I Rosmus Kirke glæder man sig nu over at have fået rådighed over et orgel med seks stemmer – for øvrigt også et genbrugsorgel (det stod tidligere i Stenløse Kirke på Fyn), men denne orgelflytning havde Wroblewskifonden nu ingen andel i.