To aflastningsklokker på Mors.
De klokkestøbere, der i middelalderen leverede klokker til danske kirker, havde næppe forestillet sig at disse kostbare musikinstrumenter århundreder senere ville blive systematisk gennembankede af automatiske ringe-, kime- og bedeslagsanlæg.
Men det er faktisk situationen i dagens Danmark hvor det ærefulde erhverv som ringer praktisk talt er under afvikling. Det er egentlig utroligt, at de antikvariske myndigheder tillader denne ufølsomme og risikable behandling af en enestående, klingende kulturarv.
Foranlediget af et prisværdigt initiativ fra Kirkeministeriets ihærdige klokkekonsulent, Per Rasmus Møller, har man dog i de senere år flere steder anskaffet aflastningsklokker, der langt bedre tåler automatringningen, men dette er vel at mærke sket på en sådan måde, at der er mulighed for håndringning af de ærværdige gamle klokkelegemer. Naturligvis er de nye klokker afstemt i passende intervaller med de gamle, således at de smukt og harmonisk kan ringes på samme tid, f.eks. ved den sidste ringning før gudstjenesten.
Wroblewskis Fond har støttet anskaffelsen af to sådanne aflastningsklokker på Mors: I Flade Kirke (2021) og Dragstrup Kirke (2022). Klik på linket nedenfor for at høre samspillet mellem middelalder og nutid.