Nysted Kirke
Orgelbyggeren Daniel Wroblewsky, der indvandrede fra Polen (daværende Østpreussen) i 1770, havde meget vanskeligt ved at opnå bevilling som orgelbygger i København, men i 1777 fik han mulighed for at bevise sin duelighed, efter at han havde modtaget sin første ordre. Desværre var lokaliteten noget afsides, set fra København: Nysted Kirke på Lolland.
Nysted-orglet blev med sine 18 stemmer det største, Wroblewsky kom til at bygge i Danmark. Kun i Norge leverede han endnu større instrumenter: Østre Porsgrunn, Kragerø og Skien.
Instrumentet i Nysted fik ikke nogen lang levetid. Allerede i 1843 byggede Jens Gregersen fra København et nyt orgel til kirken, idet han dog genanvendte facaden, orgelhuset og en del af piberne. De fleste af piberne fra 1777 er udskiftet ved senere ombygninger.
Der kan næppe være tvivl om, at Wroblewsky selv har stået for facadens udformning, og som det ses af billedet, er der ikke sparet på udsmykningsdetaljerne. I det midterste topstykke står de ligefrem i kø: to pyramider, en strålekrans, en stjerne og en figur, der forestiller kong David i færd med at dirigere musikken efter sin egen salmebog.
Indvendig i orgelhuset ses en inskription, der oprindelig må have siddet til skue på orgelhusets yderside. Orgelbyggerens navn optræder her i en ellers ukendt variant: Daniel Wrobleùfskü.
Facaden blev restaureret 2009, med støtte fra Wroblewskis Fond.