Assens Kirke
Når man besøger Vor Frue Kirke i Assens, fanges blikket af særpræget ophængning på sydvæggen. Man ser her
• en basunblæsende engel
• en vrængemaske
• en drueklase
• fire gulddekorerede orgelpiber.
Disse antikviteter stammer alle fra det store orgel, Peter Karstensen byggede til kirken i 1657. De er ophængt her på grund af den interesse, der knytter sig til de fire udsmykkede orgelpiber. De er cylindriske som metalpiber, men er ikke desto mindre udført af træ.
Skikken med at ornamentere facadepiberne og male gabende ansigtsmasker omkring labierne kendes også fra andre ældre orgler, men de øvrige udsmykninger er ganske usædvanlige. Man antager, at de refererer til nogle personer, der har sponsoreret anskaffelsen af det store instrument.