Hjarnø Kirke
Dette fine lille instrument er et af de tidligste Marcussen-orgler vi har bevaret. Det er bygget 1839 af Marcussen & Reuter til Lyngby Seminarium nær Grenå, og det har oprindelig været anvendt til organistuddannelse af skolelærere.
Takket være personer med forståelse for værdierne i det lille orgelpositiv er det blevet bevaret gennem en lang række flytninger – seks i alt, hvoraf de fleste har været foretaget af entusiastiske amatører.
Den seneste flytning fandt sted i 2007, ved hvilken lejlighed der blev foretaget en restaurering og tilbageføring – nærmere oplysninger herom fremgår af restaureringsrapporten fra Marcussen & Søn.