Faaborg Kirke
I familien Sybergs kunstnerhjem Pilegaarden ved Kerteminde installeredes 1937 et veludstyret husorgel med 13 stemmer, 2 manualer og pedal. Det var bygget i Aabenraa af Marcussen & Søn, der på denne tid var inde i en frugtbart eksperimenterende periode. I dag betragtes Syberg-orglet derfor som et af klenodierne fra den tidlige danske ‘Orgelbevægelse’.
I en årrække var instrumentet i brug på Haderslev Seminarium, og siden 2010 har det, efter en restaurering, udført af P.G. Andersen & Bruhn, gjort tjeneste som flytbart kororgel i Faaborg Kirke.
Organisten og komponisten Franz Syberg (1904-1955), til hvem orglet blev bygget, var søn af Anna og Fritz Syberg.