Koncertkirken i København
På Blågårds Plads i København, i hjertet af det indre Nørrebro, ligger et kulturcenter ved navn Koncertkirken. Det er indrettet i Andreas Clemmensens kirkebygning fra 1926 og disponerer over et Marcussen-orgel fra 1927 med 18 stemmer og 2 transmissioner. Orglet var det første, Aabenraa-firmaet leverede i København efter det generationsskifte, der fandt sted kort efter Genforeningen, og orgelbyggeren Poul-Gerhard Andersen beretter i sine erindringer om den ekstraordinære omhu, der blev udvist ved denne lejlighed. Nu var det gamle firma blevet dansk på ny, der var nye folk på broen, og det var vigtigt at vise flaget i hovedstaden:
“Det var Meningen, at Orglet i Blaagaardskirken skulde være et Kvalitets-Værk. Nu skulde vi vise Københavnerne, hvad vi duede til. Egaliseringen blev udført med pinlig Nøjagtighed, og Intonationen blev poleret paa det omhyggeligste […] Det blev et pænt Orgel, næsten for pænt, i hvert Fald for poleret i Intonationen […] Men stolte over Resultatet var vi alligevel, og helt uden Grund var det ikke, for der havde været mange Organister paa Besøg, og de var alle enige om, at det blandt de senere Aars Nybygninger absolut var det bedste.”
Der er vist ikke mange i dag, der føler at orglets klangskønne stemmer lider af overdreven pænhed, men måske er det ikke lige dette klanglige univers, man forventer at møde på et spillested midt i hovedstadens sydende Nørrebro-kvarter.
Orglet, der indgår aktivt i koncertkirkens programplanlægning, er restaureret 2021 af Th. Frobenius & Sønner.